Fanny Fiske
De terminale kvinders klub er nr. 7 i Fanny Fiske-serien
Hvad gør man, når forbrydelser ikke kan bevises, fordi de foregår i det private rum – i køkkenet, i soveværelset, i stuen, hvor ingen vidner findes? Måske er man så heldig at få hjælp fra De terminale kvinders klub.
Politiken: Dette er bestemt ikke en krimi for Barnaby-segmentet. Til gengæld er den skideskæg med sjæl. ****
Dagbladenes Bureau: Susanne Stauns skildring af Fiske som gammel er ubønhørlig og viser, hvor overlegen en sprogkunstner, Staun er. ****
Jyllands-Posten: Alt efter indstilling kan man glædes eller væmmes over en kvinde, for hvem intet bør eller skal skjules. ****
Weekendavisen: Fiske holder sig hele vejen igennem skarpt, sjovt sukkende og snerrende, prægtigt performende sin karakter, en af de få ægte originale karakterer i dansk spændings-, nej, bare skønlitteratur.
Bogblogger: Forfriskende og stærkt underholdende.
Bogpusheren: I det hele taget er Susanne Staun en forfatter, der ikke ligner andre – men hvor er hendes krimier dog pragtfulde. Læs hende! *****
Kønslig Omgang (6)
Fanny Fiske er tilbage efter 11, og alt er (næsten) ved det gamle: Midt i profileringen af en sadistisk serievoldtægtsmand – eller kvinde? – bliver Fiske stævnet for seksuel udnyttelse af tidligere elever.
Før jeg dør (5)
Fanny må konstatere, at hun er involveret i drabet på de prostituerede. Ved undersøgelse af ligene finder man effekter tilhørende hende – og Lisa Selander. Mystiske opringninger umiddelbart forud for mordene skærper forbindelsen.
Fanny fatter ikke, hvad der foregår, og ville langt hellere bruge tiden på at pleje sine intime internetbekendtskaber. Men så modtager hun et fotografi med posten …
Mine piger (4)
Dr. Fanny Fiske har hidtil slået sine folder i Cornwell-Grafton, men nu kommer hun for første gang på opklaringsarbejde i Danmark. Hendes barndomsveninde Nina modtager mordtrusler og beder om hendes hjælp med støtte fra retsmedicineren Lisa Selander og den offentlige anklager Polly-Jean Harvey. Men de tre veninder kommer for sent – Nina er allerede kvalt. Men dermed er problemerne langt fra løst.
Mit smukke lig (3)
Dr. Fanny Fiske er adfærdspsykolog og tilknyttet det fælleseuropæiske politi. Hendes speciale er profilering af serieforbrydere og lystmordere. Hendes liv er hendes arbejde, kun afbrudt af jævnlige ansigtsløftninger og forførelse af unge politifolk på de mange kurser, hun holder.
Liebe (2)
Fanny Fiske involveres i efterforskningen af en række makabre mord i Bayern: Den vidtforgrenede Wechsel-familie decimeres af en morder, der tapper sine ofre for blod og anbringer de udblødte kroppe i fredfyldte, næsten idylliske tableauer.
Som arvesynden (1)
En tiårig pige forsvinder sporløst fra familiens have. Da pigens hoved dukker op i en affaldscontainer, inddrager Cornwell politi Dr. Fanny Fiske, adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere. Flere børn forsvinder sporløst fra Cornwells pænere kvarterer. Hos politiet stiger desperationen, mens Fanny begynder at tvivle på sine evner: Er hun ved at blive for gammel? Imidlertid begynder sagen efterhånden at ligne noget, Fanny er for ung til at have set før.
Maria Krause-trilogi
Helt til grænsen (3)
Maria Krauses gode ven og kollega, kriminalteknikeren Lille John, begår selvmord. Eller er det en seksuel leg, der er gået galt? Maria Krause tror ikke på nogen af politiets teorier og begynder at undersøge sagen i al hemmelighed.
HELT TIL GRÆNSEN er tredje og sidste roman i trilogien om retsmedicineren Maria Krause.
Hilsen fra Rexville (2)
I Odenses pæne lægekvarter bliver en toårig pige vansiret for livet, da hun vågner op efter en middagslur badet i afløbsrens. Retmedicineren Maria Krauses undersøgelser dokumenterer et gerningstidspunkt, som entydigt beviser, at kun moren eller faren kan have mishandlet pigen. I Danmark kan man ikke dømmes kollektivt, så selvom den efterfølgende byretsdom fastslår, at en af dem har gjort det, bliver begge frikendt. Baseret på en autentisk sag.
Døderummet (1)
En ung kvinde bliver fundet liggende på ryggen hen over et elhegn ved Gudme Sø på Sydfyn. Hun er tilsyneladende stukket ihjel og tømt for blod et andet sted.
Vicestatsobducent dr. Maria Krause, Odense Retsmedicinsk Institut, bliver sat på sagen. Synet minder hende om liget af en anden ung kvinde som blev fundet ved et slot tæt på Faaborg.
Selvstændige titler
Velkommen til mit mareridt
“Velkommen til mit mareridt” omhandler den teologistuderende Marias mareridt. Da hun møder den charmerende Timm, er hun solgt, og hun får en datter med ham. Lykken varer dog ikke evigt, for Timm viser sig at være en psykopat, som hun må flygte fra, hvad der viser sig at være nærmest umuligt.
Skadestuen
Køb et signeret eksemplar her fra siden
Katarina tror, hun har fået et job som engelsklærer på den usbekiske ambassade i Prag. Men allerede i taxaen bedøves hun og ender på et celebert bordel, hvor hun hver dag servicerer i gennemsnit 15 mænd om dagen. Da det omsider lykkes hende at slippe væk, ender hun i en anden form for fængsel lidt længere henne ad gaden. Først da hun udvikler samme egenskaber som sine fangevogtere, bliver der lys for enden af tunnellen.
Martas hjerte
Simon elsker og beundrer sin søster Marta, der er ganske speciel og i besiddelse af en enorm indfølingsevne for de svage og hjælpeløse. Simon ved lidt mere end resten af familien, for han er Martas fortrolige og hans viden gør langsomt, men sikkert hans følelser overfor søsteren mere og mere splittede, til sidst i en sådan grad, at han ikke længere kan holde sin viden for sig selv. Marta opfatter nemlig sig selv som frelsende engel, der afliver alle, livet er for hårdt ved. Da Marta til sidst også mener, at livet er for hårdt for sin gamle mor, får Simon nok. Hans samvittighed byder ham at stoppe Marta.
Langt fra mig
Kris og Lars’ ægteskab er ved at eksplodere. En dag beslutter Lars sig for at kidnappe børnene og tage hul på et nyt kapitel af sit liv i England – sammen med sin elskerinde, Maria. Men tingene går ikke helt som planlagt.
Blå hav
I sygelig jalousi terroriserer Janna Monsors mand hende i årevis. Da hun opdager, at han også terroriserer deres to piger, beslutter hun sig for at myrde ham. Efter mordet og den efterfølgende frifindelse kan det kun gå fremad. Tror hun.
Gratis frokost
De lettere absurde begivenheder i Melede udvikler sig, da den ækle nabo Henning under mordforsøg på Molly Gewissenheit får et rødbedeglasskår i hjernen.
Sådan lyder en salonriffel
En absurd nabostrid om ejerforholdet til en lille bro truer venskabet mellem tre kvinder i en lille landsby. Det er en verden og et tema med Weldon’ske og Panduro’ske træk, fortalt i en tidstypisk hurtig og rap stil, som kan minde om Isabella Smith: En flirt mellem venner (1997).
Kiosklitteratur: Tre små historier om forbrydelser i provinsen:
En ung teenagepige forsvinder sporløst, og politiet nøler, men det gør hendes mor og den stedlige journalist ikke. Desværre kommer de for sent.
En journalist kan ikke holde andre menneskers svineri ud og kan heller ikke holde mund med det. Det er ellers indimellem en god idé.
Fagbøger
Mediernes møgkællinger
Ifølge Susanne Staun har medierne – bevidst eller ubevidst – i årevis misinformeret den offentlighed, de er sat i verden for at informere – fordi de kan, fordi de ikke kan lade være. De elsker en god historie, hellere god end sand. I Mediernes møgkællinger viser Susanne Staun, hvordan medievirkeligheden skabes med alle propagandaens virkemidler, så det ligner et karaktermord på et helt køn.
Kort & Cool
Kort & cool er den selvfede opfølger til bestsellerguiden Fuck, en lækker røv!, som hjalp de sprogforvirrede videre til et bedre liv med sprog.
Kom ind, og få en peptalk, en røvfuld og klar besked! Få korsetteret dit sprog, og lær hvilke ord, du med fordel kan erklære livslang krig.
Fuck, en lækker røv!
Hvis du har fået sproget galt i halsen, har du svært ved at finde rundt i en sætning og roder rundt i kommaerne, kan du med fordel række ud efter livlinen Fuck, en lækker røv.
Alt det du ikke lærte i folkeskolen, det kan du lære her. Fuck, en lækker røv er en sjov, brugbar og utroligt hjælpende hånd til dig, der gerne vil blive en lækker sprogbruger.
Oversættelser
- Allen, Woody, Apropos ingenting, Gyldendal, 2020
- Shafak, Elif, Evas tre døtre, Underskoven, 2019
- Moran, Caitlin, Sådan opfinder man en pige, Gyldendal, 2015
- Moran, Caitlin, Kunsten at være kvinde, Gyldendal, 2014
- Adichie, Chimamanda Ngozi, Americanah, Gyldendal, 2014
- Adichie, Chimamanda Ngozi, Det du har om halsen, Gyldendal, 2009
- Adichie, Chimamanda Ngozi: En halv gul sol, Gyldendal, 2007
- Bokris, Victor, Keith Richards, Gyldendal, 2009
- Oates, Joyce Carol, Graverens datter, TV2-forlag, 2008
- French, Tania, Skoven, Gyldendal, 2008
- Welsh, Louise, Revolvertricket, Borgen, 2007
- Welsh, Louise, Tamburlaine skal dø, Borgen, 2006
- Welsh, Louise, Det skjulte rum, Borgen, 2004
- Weisberger, Lauren, Alle var der, Borgen, 2007
- Meyer, Deon, Jægerens hjerte, Borgen, 2007
- Smith, Ali, En fremmed banker på, Gyldendal, 2006
- Bourdain, Anthony Jagten på det perfekte måltid, Gyldendal, 2003
- Bourdain, Anthony, En køkkenchefs bekendelser, 2002
Om Susanne
Susanne Staun, f. 1957, dansk forfatter; cand.phil. i engelsk fra Københavns Universitet 1982 samt M.Sc. i journalistik fra Syracuse University.
Debutterede i 1998 med Sådan lyder en salonriffel og har siden udsendt en lang række romaner, inkl. krimiserien om adfærdspsykologen Fanny Fiske og thrillertrilogien med Marie Krause
Tilmeld Susannes nyhedsbrev
Nyhedsbrevet bliver sendt max. 1-2 gange hvert år – hvis overhovedet – og kun hvis der er en reel nyhed.