Helt til grænsen

Maria Krauses gode ven og kollega, kriminalteknikeren Lille John, begår selvmord. Eller er det en seksuel leg, der er gået galt? Maria Krause tror ikke på nogen af politiets teorier og begynder at undersøge sagen i al hemmelighed. I jagten på svar ender Krause i en liebhaverlejlighed i Beirut. Det bliver ikke et behageligt ophold.

Helt til grænsen er den tredje og sidste roman i trilogien om Maria Krause.

Indstillet til Palle Rosenkrantz-prisen

Dette afsluttende bind i Susanne Stauns triptykon om den vaklende retsmediciner Maria Krause er eksistentiel spænding skrevet med sublim sans for detaljen og sikkert overblik for overraskelsen.
⭐⭐⭐⭐⭐

Politiken

Serien om Maria Krause er en milepæl i dansk thrillertradition. Staun er bare god. Knusende. 

Information

Susanne Staun bliver ved med at overbevise som et af Danmarks sikreste kort blandt krimiforfattere. 

Dagbladenes Bureau

Så spændende at knoglerne knager og hjertet hviner. Forfatteren sætter hvert enkelt ord med stor præcision og hendes heltinde er en levende, besværlig og fantastisk kvinde, som hele tiden svinger mellem fornuft og følelse. Romanen begynder i netop det minut, hvor forgængeren sluttede, og herfra går spændingskurven kun opad – det er på alle måder forførende 
⭐⭐⭐⭐⭐

Ekstra-Bladet

⭐⭐⭐⭐⭐

ALT for damerne

⭐⭐⭐⭐⭐

Femina

Dybt underholdende … Susanne Staun skriver flydende, lydefrit og præcist. Susanne Staun sætter de fleste af sine kollegaer til vægs i disciplinen ‘flydende, lydefrit og præcist sprog.’ Hun skulle næsten skamme sig, eller også skulle vi med stolthed sende hende udenlands som landets fornemste ‘krimigesandt.’ Det særlige ved retsmedicineren Maria Krause, som er hovedpersonen i denne romanserie, er, at hun er en led strigle og at hun selv ved det, og som læser har man det netop derfor strålende i hendes selskab. Vi har ‘at gøre med noget meget, meget kvindeligt, og det er dybt underholdende. At læse om. Måske også at møde i virkeligheden, det er mere uafklaret.”

Weekendavisen

Susanne Staun hæver overliggeren for dansk krimi med denne tredje roman om og med retsmedicineren Maria Kruse, der har en særlig evne til ‘altid at gøre det, man ikke bør gøre. Skøn og typisk Staunthriller med lige dele skæv humor og nervepirrende uhygge.

Berlingske Tidende

Susanne Staun skriver pissegodt og med humor og kant, og man ved aldrig helt, hvor hun fører en hen. Med en af hendes bøger mellem hænderne har jeg hele tiden en fornemmelse af, at alt kan ske. Og alt sker som regel også. Der er vold, og der er rå og ekstrem sex, og der er masser af spænding og overraskelser i bogen. Helt til grænsen er en værdig afslutning på en rigtig god og syret krimiserie.

Vild med Krimi