Roman under udarbejdelse

Jeg havde, som beskrevet nedenfor, lidt svært ved at komme i gang med tredje og sidste afdeling af Maria Krauses forstyrrede, retsmedicinske verden, fordi min gode ven, kriminaltekniker Mads Fyn Andersen, havde begået selvmord. Mads havde været en integreret del af både Døderummet og Hilsen fra Rexville, og jeg kunne bare ikke se mig selv skrive endnu en Krause-roman uden Mads. Men en god ven gav mig det råd, jeg ellers altid selv kommer med, når det gælder andre: Integrer det i historien og få noget terapi samtidig. Det er jo i virkeligheden standard: At vi skriver om det, der går os allermest på. Så det gjorde jeg — med hjæp fra retsmedicineren og hans pølsebord fuld af gode ideer. Tak til Henning og Steen.

I skrivende stund er jeg på manusside 161 i ny Krause-roman med med titlen Helt til grænsen, som er propfuld af de sædvanlige Staun-ingredienser: Mord, sex og selvtægt. Oh, yes, det ændrer sig nok aldrig. Jeg må kunne lide det! 
Men der har været en del interessant research med den bog. Det mest billedlige får du lige her. Man tager et mordvåben — hmm, der mangler en rulle, som må være rullet væk, men der skulle gerne være 400 meter gaffatape:
Dem vikler man om en middelsvær mand, hvis anatomi svarer til det fiktive offers:
Han kunne ikke lide det. Vi havde nemlig glemt en lille detalje: At der var rigelig hårvækst på arme, ben og — would you believe it: lænd,  og at disse på grund midlertidig hedebølge ikke var tildækkede. Av. Men efter bare tre ruller så han sådan her ud:

Stakkels mand og tak til ham!

Researchen til Helt til grænsen  har i det hele taget været en fest. Hvad siger I til latte-date med skøn s/m-tøs, der dyrker kvælesex, en tur til Beirut og en god, gammeldags omgang beluring:

Og så skal jeg jo ikke glemme, hvor knaldhårdt det har været at skulle til Odense IGEN 🙂 Denne gang for at finde ud af for det første, hvor min heltinde skal køre ind i en mur, mao. hvilken mur; denne her, som jeg havde udset mig på afstand:

Men den gik jo ikke, for der står alt mulig mærkeligt foran, som kommer i vejen. Eller denne her virkelig solide kirkemur:
Eneste problem her er de steler, der står foran, så man bliver nødt til cutte ind over cykelstien og køre tværs gennem græsset for at komme lige på ovenstående kirkemur.
Nå, men det var ikke det værste. Det allerværste var da den formidable middag, nej: den FULDSTÆNDIGT UOVERTRUFNE middag, jeg blev tvunget til at spise på Sortebro Kro ude ved den fynske landsby, fordi jeg har en ubehagelig scene, der foregår der:

Heldigvis tog Mich med, så jeg ikke skulle spise alene — Mich er ham fra Mich&Susse, og han er min eneste livline i Odense. Sammen overfaldt vi frydefyldt denne formidable pighvar med allerstørste fornøjelse:
Bagefter var det meningen, at vi skulle på Drønnerten, en brun bodega i Ny Vestergade, som optræder i Døderummet under sit tidligere navn Havhesten
Der har jeg nemlig også en kort scene, hvor min heltinde drikker sig mod til før hun med stor overbevisning styrer bilen ind i en mur.


Den skiftede navn efter en mand blev dræbt derinde med to skud i brystet. Men ak! Der var lukket — meget mærkeligt en torsdag aften, hvor hele byen, eller i hvert fald alle under 25, stod i kø for
at komme ind på diskotekerne. Den har nok opgivet ævred. Men det gør ikke noget, for min roman foregår sidste år, og der levede denne prægtige Kong Brunhed af en bodega i bedste velgående. Så må jeg bare gætte mig til resten. 
Hvis alt det her lyder for godt til at være sandt, så er det, fordi jeg indtil videre kun har nævnt det sjove uden et ord om de timer/dage/uger jeg har tilbragt med at læse sådan noget her:
Suck. On. That.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *