Det startede ellers, som det plejede: Sidste år var det Lotte Garbers og Sara B, der havde æren af bagsædet i Anna Grues bil – hvor jeg aldrig sidder, fordi jeg i så fald kaster op – men i år måtte vi nøjes med en enkelt kvinds, der så heldigvis var storlabre Stephanie Surrugue, som mentalt fylder for fem, uanset hvor ihærdigt hun prøvede at give rollen som nøjsomt græssende ged. Men Anna og jeg vidste jo udmærket, at Stephanie skulle skrive en sektionsforside til Pæne Politiken, og at vi derfor skulle moderere os og sige OFF THE RECORD hvert andet sekund (ikke at det hjalp!) og i det hele taget bare være kedelige. Det gjorde Anna udmærket. Hold da op, hvor var hun kedelig. Og sur. Se selv:
I mellemtiden indløb der sms’er fra Sara B, som tillige med Sussi Adler-Olsen havde gjort tjeneste til Ordkraft/Nordkraft i Ålborg – nord for hvilken den legendariske by Staun ligger, in case you didn’t know – om hvornår vi ankom, for her sad hun i sine lysegrønne silkebukser og sitrede. Hun og hendes lysegrønne silkebukser skulle bare vide, hvor meget jeg og min indre Fedtmule kun ventede på at spilde skruelågsrødvin ud over dem – and get closer ved hjælp af Derma Fragrance Free Wipes, som jeg til en hver tid vil anbefale til rødvinspletter.
Fænomenet Kåre Klistermærke kom ind i billedet tidligt lørdag formiddag, kort tid efter Gretelise og jeg havde leveret et “humørfyldt indslag” om humor i krimier til P2. Det var ikke svært for Surrugue at overtale mig til at have Politikens fotograf, Kåre ”Klistermærke” Viemose, på slæb, for jeg havde allerede tre væddemål kørende om, hvorvidt det ville lykkes mig at komme på endnu en forside i forbindelse med Krimimessen. Selvom jeg allerede havde adskillige foolproof strategier, gjorde Klistermærket det kun lettere, se Surrugues og Klistermærkes løjer her.
Klister var endvidere så venlig at forevige en sød og sjælden stund, nemlig den, hvor min søde redaktør Niels Beider giver champagne i anledning af at Døderummet havde fået Harald Mogensen-prisen, umiddelbart før interview med Lida Wengel.
Så med Klister i hælene gik jeg over i Trykkeriet for at afhente min Harald Mogensen-pris. Men derovre var Kodak-øjeblikkene lige så mørke som stemningen, der for mit vedkommende nåede et absolut lavpunkt ved modtagelsen af den LAMINEREDE, RØDE fotokopi med mit navn og Døderummet indføjet, aka ”diplom”. Det kunne jeg så, som Anton Koch-Nielsen udtrykte det: ”Smække op på lokumsdøren.”
Den lader vi lige stå et øjeblik. Det var bare stil med stil på, og som hævn har jeg taget et billede af Anton, hvor han ligner den mindst levende i Night of the Living Dead:
Derefter dækkede Klistermærket og jeg mange kilometer messe på jagt efter Kodak-øjeblikke, en jagt, der for mit vedkommende foregik med svulmende moderfølelser over for Klister og fornemmelsen af tonstungt ansvar. For hvor var de, de fantastiske motiver? Intetsteds på den solbeskinnede fængselstundra og slet ikke indenfor i messehallerne. Mennesker, der stiller og besvarer spørgsmål eller lytter til spørgsmål og svar er ikke en fotografs hedeste drøm. “I aften,” lovede jeg ham. “I aften sker der noget.”
Lørdag er den alvorlige del af krimimessen. Om lørdagen er vi alle sammen på arbejde og går til det med stor ildhu. Alle har vi – i meget god tid –adviseret vores alle sammens krimimor, the ever wonderful Vibeke Johansen, om, at vi IKKE VIL PÅ OM SØNDAGEN! Det skider hun på. Så det bliver også arbejdsdag søndag. Men det er ikke en god ide. På grund af lørdag aften.
Denne lørdag aften var jeg – belært af sidste års seating-ballade, se nedenfor – listet ind med bordkort til den legendariske middag for at sikre Klister optimale muligheder: Jeg prøvede at samle de mennesker ved hans bord, der med størst sandsynlighed ville give ham det, han så brændende ønskede sig. Det blev blandt andet til Lillelund, der altid bliver usandsynlig stiv og altid medbringer årgangsvine, Henrik Palle, der på andet år sidder på pude og ser forfærdelig sød ud, og Jesper Stein, det legendariske sexmonster, der desværre har så inderlig svært ved at leve op til sin titel. Men som Kåre Klistermærke sagde: Når folk spiser, spiser de. Så Klister var stadig skuffet, og hans søde ansigt blev længere og længere, mens mit tarmsystem langsomt lammedes af skyldfølelse.
The Klistermærke …. |
Hvor var sidste års katastrofer i form af lapdancing på Steen Langstrup, joints på trappen og Leonoras kavalergang? Jeg higede og søgte desperat og henledte venligt Klisters opmærksomhed på særligt kunstneriske skygger og Stephs syndige sko. De udeblivende Kodak-øjeblikke forsatte deres ulidelige fremfærd, og til sidst var der vitterlig ikke andet at gøre end at drikke igennem og håbe på det bedste. Det hjalp en smule, da Anna Grue med en sexet pegefinger lokkede ALLE op på sit værelse, komprimerede dem og trakterede til narkoabsint med ristede sukkerknalder: Kåre Klistermærke kunne nu i det mindst blitz-forevige absintdrikkende krimiforfattere og en fra Bargemon originalt importeret absintflaske, og det blev da også de absint-billederne, der endte på Politikens sektionsforside mandagen efter messen.
Hvis bare Klister havde ventet til klokken 02.30, hvor Anna Grue slog så voldsomt med numsen, at Henning Strube skreg, ville han have fået sit vinderbillede. Men da Anna efter at have slået med numsen, ramt forkyndte, at hun nu gik ind og “ragede på et par mænd”, sov Klistermærket sødt i sin seng i Århus.
Stephs syndige sko |
Søndag var forfærdelig. Jeg ledte overalt, men kunne simpelthen ikke finde hjernen. Skulle optræde med Jesper Stein og Lene Kaaberbøl og sige noget om noget, jeg ikke anede noget om; slemt nok i sig selv, men helt ulideligt uden hjerne. Stakkels,stakkels Stein, og godt han havde Kaaberbøll, som altid er klog og aldrig drikker.
UNDSKYLD, STEIN! Og Vibeke Krimimor: Lyt og lær! Det dur bare ikke med de søndage.