Jeg er sønderlemmende vild med Ms. Moran. Jeg ville ønske, hun var min veninde, min mor, min datter eller simpelthen bare sad på ryggen af mig hele dagen i en eller anden anden kapacitet. Så da Gyldendal spurgte, om jeg ville oversætte How I became a Woman, råbte jeg Ja, ja, ja! Jeg ville have gjort det gratis. Men det var der jo ingen grund til at fortælle dem.
Bogen blev oversat med benene oppe i passagersædet på en RV og ørerne proppet til med Lady Gaga, mens vi kørte fra Sydney til Barrier Reef og tilbage, og jeg måtte løbende og halvkvalt af grin læse særlig pikante passager op for mine medrejsende, fx:
Så min aktie i den bog er udelukkende, at jeg har oversat den – and what a bitch that was! – og jeg får ikke en krone for at promovere den. Men jeg kan ikke lade være. Jeg vil simpelthen så gerne have dig til at læse den, for en bog, der kan få mig til at sidde og smile, bare jeg tænker den, har måske også en chance hos dig.
“Tænk, hvis vi havde sådan en stemme i Danmark,” sagde min kollega Lotte Garbers forleden, og det er faktisk nøglen til forståelse af fænomenet Moran: Vi har ikke den stemme i Danmark. Det har de heller ikke i Sverige, hvor bogen indtil videre har solgt 100.000 eksemplarer; det har de heller ikke i England, hvor 500.000 mennesker har revet den ned fra hylderne. Fordi de godt kan lide Morans særlige stemme. Så hvad er det med den stemme?
Det er en stemme, der udvider det procentuelle spektrum. Den består af 110% sødme, 110% sort, hvid og blå humor, 110% selvironi og mere præcision i biddet end en klapperslange. Og det er værd at huske på, når Kunsten at være kvinde får prædikater som “feministbibel” og “feminisme fra en barstol”. Så hører man hovslagene fra alle dem, der styrter væk fra tanken om den bog.
Men hør nu her: Dette er ikke en vred bog, men klog bog, en sødmefuld bog og den sjoveste bog, jeg kan mindes at have læst. Nogensinde. Og titlen lyver ikke. Det er vitterlig en bog om at være kvinde – antifeministerne kan sagtens læse med, for jeg går da ud fra, at nogle sådanne også onanerer og har fuldstændig vilde fantasier om fremmede mænd, barberer ben, er forelskede, har problemer med deres bh og på et tidspunkt har haft en hund, der slikkede sin vagina, når man talte til den. Og selvom det er en bog om at være kvinde, er det den bedst tænkelige manual til mænd, for den byder på indsigter i kvinders univers, som mænd ikke i deres vildeste fantasier kunne have forestillet sig. Så forær den roligt til din mand. Du risikerer kun, at han dør af grin og bliver klogere.
Men tag heller ikke fejl: Moran er vitterlig feminist. Der er hyppige og vægtige feministiske nedslag i Kunsten at være kvinde, som vokser organisk ud af Morans erfaringer med at være i en kvindes hud.
Det er bare ikke en feminisme, der peger fingre ad mænd og nedgør dem og retter på dem og forkaster dem. Caitlin Moran vil simpelthen bare så gerne tale med mænd. Og med kvinder. Og få dem til at tale sammen. Hun vil så gerne have, at vi alle sammen bare er gutterne.
Morans store fortjeneste består i at gøre præcis det, jeg altid har savnet: En, der kan gøre feminismen sexet og lækker og sjov. Det er noget af en bedrift. Som kræver hendes særlige stemme.
Kunsten at være kvinde udkommer d. 13. september. Moran optræder i den Sorte Diamant efterfølgende tirsdag d. 17.
