AHA!
Her er en hemmelighed: Home is where the heart is, en sandhed, Krimimessen så kan dele ligeligt med >suk!< Chris Carter.
Lida Wengel, den englehårede bibliotekar, der er fast bestanddel på Krimimessen, blev mærkelig rastløs efter Chris Carter lørdag havde fået overrakt sit (sandsynligvis laminerede, røde) diplom med venlig hilsen fra Rosenkrantz-prisen, SOM JEG NOTA BENE SKULLE HAVE HAFT.
Men Lida mærkede det summe så betragtelige i bækkenregionen, at hun beklageligvis oplevede respirations- og koncentrationsbesvær under de efterfølgende interviews, hvorunder hun bandede sine ofre langt væk. Hvorfor, lamenterede den blonde skønhed mumlende for sig selv, skal jeg være sammen med disse undermålere, når jeg kunne flamenco-danse med Chris. Hvorfor?
Godt nok har hun en god mand derhjemme – som man aner herover, og hvem har i øvrigt ikke det? – men sådan nogle kan aldrig hamle op med virkelighedens bad boys, særlig da ikke, når disse er SØDE, steampunkede og … alting.
Nanna Rørdam, redaktør på Modtryk, er stadig rundtosset af kærlighed til sin eneste ene:
… men begyndte alligevel – ligeledes efter diplom-seancen i Snedkeriet, hvor Chris Carter kunne beskues i al sin noirede, anglosaksiske lækkerhed – ligeledes at glane frugtbart og mærkede vådområderne indfinde sig under sin nye, skarlagenrøde kjole fra Fever til 399 kr, hvilket må siges at være et fund. (Nanna: Hvis den ikke passer dig, vil jeg gerne købe den).
Anna Grue, old-school storvildtsjæger, så ham også godt og gjorde det der ubeskrivelige med numsen, som hun lærte sig selv i en absinth-båren kæmpebrandert for år tilbage, men Chris-drengen så hende ikke. Fordi han ømt og i tranceblandet fascination stirrede på min ektoplasma …
… som hele tiden æggende svævede ved siden af hans vinglas og sendte til ham. Se på mig, messede den Kaa-agtigt og løfterigt, så han måtte rette på servietten i skødet.
Krimimor Vibeke Johansen så ham SELVFØLGELIG, men bed kæberne sammen og messede Walther, Walther, Walther som en katolik, der i nødens mest kropslige stund griber hårdt fat om korset. Stephanie Nicaragua – kalder jeg hende, fordi jeg er for dum til Caruana – hoppede blindt rundt som en vårhare uden downers, og Gretelise lavede simpelthen snigeren. Jeg ved ikke, hvad der er værst, for: DE SÅ HAM SLET IKKE!
HVORDAN KAN MAN IKKE SE CHRIS CARTER? HVORDAN?
Jeg mener: JEG kunne se ham tværs gennem flere hundrede kilometer Banedanmark og Dexter, sæson 7 og 8. Jeg forestillede mig med lethed, at Chrissie-boy stod under min balkon og læste hjerteskærende op af [hvad fanden er det nu, han har skrevet?], mens jeg væltede min ikke-eksisterende yppighed diskret ud over balustraden og sukkede så pristint som Juliette. Jeg tilgav uforbeholdent Chris for at have snuppet Palle Rosenkrantz-prisen fra mig – mig, der virkelig ELSKER røde, laminerede diplomer fra Det Danske Kriminalakademi. Jeg kunne MÆRKE ham. Hans hjerte hamrede som selveste lille Stampes ihærdige fod på det rette, lune sted bag hans radmagre Iggy Pop-brystkasse og morsebankede sambarytmerne ud i min sotteseng, så de fugtige randzoner spredte sig som arterieblod og fortrængte den massive akkumulering af Digestive-krummer (af mærket Bisca & nok til to cheesecakes).
Men der er vi så lørdag aften, og den store sal er fyldt med med feromoner, æggeskaller og bravour. Maden – jeg ser for mig noget lakseroulade til forret, kød, sandsynligvis langt-ude i familie med okse, til hovedret og noget swing-parfait til dessert – er som sædvanlig på den gode side af spiselig.
Det går hurtigt med at ondulere den allokerede, halve flaske vin; blikkene bliver ængstelige, der lindes på dugen, og stive øjne søger ned under bordene, hvor den ilde-sete papvin står … eller ligger; serveringspersonalet får små pupiller, og deres hårde formaninger skærer i selve ektoplasmaens sarte blomme. Av. Hvis bare jeg havde været der, sådan A MAN IN FULL-agtigt, havde jeg reddet alt og alle ved velvilligt at lade mannaen flyde fra denne her, nysindkøbt til formålet krimimesse:
Et trick, de garanteret ikke kender i Horsens, sagde hun jydefordomsfuldt.
Og nu vi taler om tricks, så kan jeg et par stykker til. Way back, når vi i gymnasiet var så uheldige at falde for drenge, der trods deres umiddelbare sex-appeal ikke rigtig duede, så var tricket simpelthen at forestille sig dem i færd med tømme ryggen. Siden er metoderne blevet raffineret. Det rækker fx fint at finde PINLIGE BILLEDER FRA FORTIDEN. Således kunne dette billede:
… der forestiller den gode og vist nok lidt brasilianske Chris fra perioden med såkaldt “eksotisk dans” sætte en blid stopper for fascinationen.
Så, mysterierne persisterer: HVEM kyssede på Chris? Sov Jesper Stein igen alene? Hvad er det, Anna Grue gør med numsen? Hvorfor lavede Gretelise snigeren? Og hvorfor fanden i hede hule grønne saftige liderlige helvede er der ikke andre end mig, der gonzo-rapporterer fra Horsens, når jeg for fanden ikke engang har fucking været der?
Nå, Krimimesse, din skid. You haven’t seen the last of me!
Krimimesse 2013-reportage.
Krimimesse 2012.
Krimimesse 2011.
Krimimesse 2010.