Martas hjerte

Simon elsker og beundrer sin søster Marta, der er ganske speciel og i besiddelse af en enorm indfølingsevne for de svage og hjælpeløse. Simon ved lidt mere end resten af familien, for han er Martas fortrolige og hans viden gør langsomt, men sikkert hans følelser overfor søsteren mere og mere splittede, til sidst i en sådan grad, at han ikke længere kan holde sin viden for sig selv. Marta opfatter nemlig sig selv som frelsende engel, der afliver alle, livet er for hårdt ved. Da Marta til sidst også mener, at livet er for hårdt for sin gamle mor, får Simon nok. Hans samvittighed byder ham at stoppe Marta.

Staun har hver gang, hun tager fat på nyt stof, sin egen brutale lommekniv med i tasken. Vi ved som trofaste læsere, at situationerne vil eskalere til det uudholdelige, og der er en besættende rå og samtidig befriende konsekvens i forfatterens måde at føre kniven på. 

Berlingske Tidende

Utilstedeligt neglebidende underholdende

Weekendavisen

I al sin gru er Martas hjerte en betagende og fascinerende historie. Så intenst og velskrevet, at afskyen for massemorderen Marta ofte udebliver og erstattes af en overvældende medlidenhed. Og velskrevet er her en underdrivelse. 

Kristeligt Dagblad

En skræmmende god roman. Susanne Staun kan skrive præcist og overvældende som få andre danske prosaister. Hun vil noget, hun er væsentlig — og hun er ofte, som her, næsten ikke til at overkomme. 

Kochs Krimier