I forbindelse med interviewet opdagede jeg, at jeg faktisk havde skrevet indtil flere bøger om det emne – utroligt som man kan glemme – en opdagelse, jeg gjorde, da jeg uden at tænke videre over det begyndte at citere fra Gratis frokost, min anden roman, helt fra dengang i 1990.
Gratis frokost må være det mest prosaiske, kuldslåede og kyniske forsvar for utroskab nogensinde, og ved genlæsning var jeg rystet over, hvor aktuel den roman er — trods sin alder. Jeg mener: her i disse VictoriaMilan-tider, hvor parforholdets endeligt forudsiges af Martin Kongstad, og kernefamilien højrøstet forsvares af de nationalkonsesrvative.
Det bedste og mest brugbare ved den roman er sentensen på forsiden:
“Det er faktisk en god ide at være forelsket i en person, man ikke lide.”
Hvorfor? For så er man sikker på, at man lader være med at gifte sig med … den.
Gratis frokost er udsolgt fra forlaget, men kan nu fås som e-bog her. Anmeldelser af samme kan læses her.
Min anden roman om utugt [utroskab] hedder Langt fra mig (2003) og er måske nok mindre kynisk og mere tilsyneladende realistisk. Måske er skilsmisseroman en bedre betegnelse end utugtsroman, men utugt er der dog. Af den helt sædvanlige slags.
Den er ligeledes udsolgt fra forlaget, men kan nu også fås som e-bog her.
Nydelsessyge: Lysterne og kødets synd
af CASPER FAUERHOLDT
På forsiden af Susanne Stauns roman “Gratis frokost” fra 1999 står: »Det er faktisk en god idé at være forelsket i en person, man ikke kan lide.« Og bladrer man lidt, finder man et citat, hvor der bliver spurgt, om dem, som skriver om kærlighed, er ubegavede. »Det er ikke kærlighed,« bliver der slået fast. »Det er liderlighed. Det går over, råbte hun ofte til døde poeter inden i sit eget hoved. Det er kroppen, der er kemisk opstemt til parring. Det er biologi. Det er artens overlevelse.« Og det er nydelsessyge, hor, eller hvad man ellers kalder seksuel samkvem mellem to mennesker. En så oprørsk aktivitet, at den for århundreder siden fik sig en plads sammen med seks andre dødssynder. Dengang handlede det om, at man ikke måtte have sex, eller noget der ligner, med nogen uden for ægteskabet, og havde man det, blev det betragtet som menneskets oprør mod ingen ringere end Gud. I dag er der nydelsessyge alle vegne, og man kan knap gå udenfor eller færdes på internettet, før man støder ind i noget, der ville have taget alt nåde fra de implicerede parter. Krimiforfatteren Susanne Staun, der efterhånden har modtaget en hel del anmelderstjerner og ros for bl. a. sine sexscener, tolker de syv dødssynder – »eller dyder,« som hun siger – som en form for Emma Gad og forbinder det med de 10 bud, som hun kalder færdselsregler. Når hun tænker på nydelsessyge, tænker hun også på, hvordan mennesket altid har betragtet utroskab som »samfundsnedbrydende«, og det billede, hun får ved det, »er en kniv der skærer maven op, så alle organerne falder ud hulter til bulter uden en bugvæg til at holde sammen på dem«, som hun siger. Men der er noget ved utroskab og altså nydelsessyge, der kan fungere for visse mennesker. Og så kommer vi tilbage til ordene på forsiden af romanen fra 1999.
De bevidste og ubevidste
At det skulle være en god idé at blive forelsket i en person, man ikke kan lide, hænger sammen med den kemi, der opstår mellem to mennesker, og som nogle forveksler med kærlighed. Det er det ikke, mener hun. Når man ikke bryder sig om ham eller hende, »bliver man ikke fristet til at skifte skiderikken ud med sin søde mand eller kone. Rigtigt administreret er utroskab en dyd, der holder sammen på to folk, længe efter sommerfuglene er fløjet,« siger krimiforfatteren. »Og hvis man netop ikke er interesseret i at udfordre sit forhold eller ægteskab, undgår man det ved at kaste sin kemi på en, hvis personlighed man slet ikke bryder sig om. Det synspunkt – at kunne skille tingene ad på den måde – er jeg vist meget alene om,« fortæller Susanne Staun og fortsætter. »Jeg synes f. eks., at Morten Messerschmidt er vanvittig lækker alene betragtet som seksualobjekt, selvom jeg ikke billiger hans politiske ståsted. Til det her formål er det alt rigeligt, at han er smuk og vanvittig godt begavet. Når jeg siger det højt, mødes jeg af en styrtsø af målløs forargelse fra hans politiske modstandere.« For at forstå logikken, forsøger hun at dele mennesker op i bevidste og ubevidste forbrugere. Den bevidste, forklarer Susanne Staun, ved, at når han eller hun møder et nyt og spændende bekendtskab, der øjeblikkeligt sender én på skilsmisse-tanker, går følelsen og lysterne over igen. »Derfor vil den bevidste forbruger ikke sætte sit ægteskab over styr, fordi der lige pludselig er sommerfugle i maven igen. Den bevidste forbruger vil vide, at der er tale om en kemisk reaktion, der har en vis tidshorisont, og at det gælder om at slå til og nyde den, mens tid er, og lade være med at tro, at de omsider har fundet den eneste ene,« siger hun. Omvendt er det med den ubevidste. Han eller hun kaster sig med hovedet ud i en skilsmisse for at jagte noget, der måske – men højst sandsynligt ikke – er kærlighed.
Seksuelt overskud
Hendes egne figurer er »generelt vanvittigt utugtige,« mener hun selv. Men den dominerende hovedperson i Susanne Stauns krimiserie er profileringseksperten Fanny Fiske. En selvcentreret singlekvinde, der er storforbruger af alkohol og – ikke uvæsentligt – mænd. Når hun ikke er på job, fylder sex hendes liv, og det må meget gerne være uforpligtende. Hun har ikke tid til »besværlige og langstrakte kurtiseringsstrategier, som skal overbevise mulige ofre om min charme og uimodståelige personlighed. Der skal simpelthen bare ligge en mand i min seng i de tidsrum, hvor jeg ikke arbejder,« som Fanny Fiske selv siger. Den mørkhårede, lidt splejsede og altid liderlige Joe i Lars von Triers aktuelle “Nymphomaniac” kan ikke få nok. Fra at konkurrere om, hvor mange mænd hun og veninden kan nå at være sammen med på togets toilet til at være bundet hen over en sofa og få 40 piskeslag på de blødende baller, oplever filmens hovedfigur, hvordan lysterne driver hende ud i en tilværelse, hvor det kun handler om hor. Da Joe får et nogenlunde fast forhold til en mand, erkender han, at han ikke kan mætte hendes sult, og hun skal derfor ud i byen og finde føde. Hun bliver betragtet som syg, men hendes nye ven – den halvgamle jomfru Seligman – fortæller hende, at hvis hun havde været en mand, ville ingen have løftet et øjenbryn over hendes mildt sagt noget aktive underliv. Den danske instruktørs fire timer lange værk – og det er altså den korte, censurerede udgave – kommer i en tid, hvor flere og flere bliver behandlet for sexafhængighed, og hvor mennesket lever på et seksuelt overskud, som en professor i sexologi tidligere på året blev citeret for i Jyllands-Posten. »Men gad vide, om der er tale om seksuelt overskud?« spørger Susanne Staun. »Eller er der i virkeligheden tale om, at vi keder os og har et tidsmæssigt overskud, der skal udfyldes? Plus nogle forventninger om at køre på de høje nagler hele tiden. Jeg tror, vi har en forventning om at være maksimalt tilfredsstillet på alle punkter, og som der bliver sagt, er der sex alle vegne, og dem, der så ikke synes, de får nok, føler sig i underskud i den tro, at alle andre får så meget, og “her sidder jeg!”« Når der nu er sex alle steder, og hvis vi har et tidsmæssigt overskud, er vejen så ikke banet for hor? »Det handler lige så meget om at kede sig og ønske sig spænding og noget af alt det, man tror, andre har. Det er et i-verdensproblem.