Totenzimmer & Speisezimmer

Mit tyske forlag Klett-Cotta/Tropen gør mig nervøs. Ikke alene har de gjort Døderummet til Spitzentitel i deres katalog, hvor de tildeler der/die/das Totemzimmer 6 sider, blandt andet:

Her har de markeret deres marketingstiltag på et kort over Odense:

– de sender også en delegation af krimianmeldere til Danmark i tre dage, hvor jeg skal guide dem rundt fra spisested til gerningssted til næste spisested, så der er meget at være nervøs for. Buksesømmen blandt andet. Heldigvis er et af gerningsstederne i Døderummet også et spisested, det temmeligt spektakulære Hvedholm Slot, hvor vi skal spise grande bouffe og sove, så det er ren luksus, især det der med at sove …

Søndag skal jeg spise middag med marketingschefen på et mørkt sted. Jeg regner med, at vi skal finpudse planerne for de næste tre dage og tale om det, der plager mig:
“Er dette ikke bestikkelse, Katharina?”
“Jo, men det er de vant til.”

Mandag lander delegationen og begynder med frokost på Cap Horn. Bagefter har jeg et stort problem med, hvad jeg skal vise dem. Har svært ved at se dem vade København tyndt med fulde maver og høje sko, så jeg sætter dem nok på en kanalbåd og vil så sidde der og pege med en tysk parlør. Om aftenen skal vi spise i Tivoli, men her skal min retsmediciner heldigvis med, så jeg har en skulder at lægge mit tyskudtærede hoved på.

Tirsdag kører vi til Odense for at spise frokost på Franck A, hvor Krause havde sin legendariske ansættelses-samtale med Statsobducenten. Rundt om hjørnet ligger den kønne, økologiske pølsevogn, som de da godt kan kigge lidt på, før vi fortsætter ned i falaffelkvarteret og til venstre ned mod Havhesten, en bodega, som blev legendarisk og skiftede navn til noget Conny-agtigt, jeg ikke lige husker, efter et skyderi, der endte med drab (tror jeg nok, det gjorde) — og som jeg fejlagtigt kaldte “Havhexen” i romanens førsteudgave. Men så mailede odenseanerne: “Det hedder Havhesten!!!” Jawohl & sorry! Havhexen lød bedre! Bodegavejen fører lige ned til Munke Mose, hvor Krause blev voldtaget af en frådende psykopat i nærheden af en jernskulptur, der er så grim, at den vist er forbigået i samtlige Odense Kommunes turistbrochurer, næsten — har med nød og næppe fundet ud af, at det drejer sig om Lars Ekholms “Nordisk Sommernat” (bikuberne ovenfor) fra 1988. Men her i Munke Mose kan man i hvert fald beundre Havhesten, som bodegaen er opkaldt efter:

Så skal de venlige tyskere da også påtvinges en stunds stirren på den røvkedelige rødstensejendom på Jagtvej, hvor Maria Krause (angiveligt) bor og den tilstødende Hunderupvej (= lægekvarteret). Et hurtigt smut ud på Assistens Kirkegård, hvis det ikke pisser ned, og så er den ged vist barberet — vi springer Retsmedicinsk Institut over.

Derfra er det direkte til Sydfyn og mere mad på Hvedholm slot, hvor Maria Krause fandt liget af den første pige i en serie på tre eller fire — jeg kan faktisk ikke huske det i skrivende stund — i en lille, dum sø ved siden af voldgraven. Håber, de kannibalistiske skotske gæs er der endnu. Denne her gut ude til højre prøvesmagte mit knæ. Særpræget.

Jeg var sidst på Hvedholm slot, da jeg i 2009 researchede gerningssteder til Døderummet. Det bliver skønt ikke at skulle spise middag helt alene i en så stor og fornem spisesal og mærke blikkene fra samspisende, mens jeg kigger skyldigt ensom ned i tallerkenen.

Nå, det er tit min lod, og heldigvis mødte jeg Ida, da jeg gik ud for at ryge. Så kunne vi tale lidt om den pony, jeg købte af hende for en halv menneskealder siden. Fin fyr ved navn Kasper.

Næste morgen er det op og af sted. Den del er ikke aftalt, men jeg regner med, at vi kører til Svendborg, en dejlig scenisk tur, skulle jeg mene, og spiser frokost på Hotel Ærøs No 5 — efter anbefaling fra adskillige venlige Svendborgkyndige. “Det var der,” skrev Paul Gazan, “de gamle våbensmuglere spiste frokost … og derefter fortsatte på en dejlig søfartsbodega lige rundt om hjørnet med smukke billeder fra havnemiljøet i Svendborg — hvis man ellers kan se dem for tobakstågerne. Det er lige dig. Bare gå til den.”

Well, Paul, en anden gang, måske. Vi skal skynde os videre. Om vi når det primære gerningssted ved Gudme Sø, ved jeg ikke, for der er jo et fly, de skal nå. Men det var ved Gudme Sø, at den 19-årige Emilie blev fundet, afblødt, nøgen og liggende på ryggen hen over en eltråd, man dårligt kan se på billedet.

Og om torsdagen er jeg tilbage i København og har møde med en  gruppe hackere i et mørkt baglokale. Jeg er nemlig omsider kommet i gang med Krause III til stor glæde for Lektor Natalie hos Klett-Cotta, som vist efterhånden troede, det aldrig kom så vidt, og gik i bro af fryd, da jeg sagde, jeg var nået til side 45:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *