Kategorier
Uncategorized

Søren Kassebeer er i orden

Jeg synes dælme godt om Søren Kassebeer i dag — ikke at jeg nogensinde har haft noget imod ham, hvorfor skulle jeg, holder generelt den gode tone og er faktisk temmelig kvik i låget, men i dag er han særlig populær, fordi han har sat Mine Piger på sin liste over Årets 10 Bedste, hvilket jo luner, ikke mindst i dag, hvor jeg stadig lider under forgående aftens udskejelser i Gyldendals såkaldte “julehygge-regi” og netop er færdig med konkurrencen, som jeg naturligvis vandt, med Trine Andersen, om hvem der havde de fæleste tømmermænd.

  • Trine Andersen: Vi taler om massive tømmermænd
  • Susanne Staun: Hvis du ikke var gået så hurtigt, havde de været MEGET værre. Mine er f.eks. MEGET værre.
  • Trine Andersen: Tro mig. De kan ikke være værre end det her. Jeg begik den fejl at tage hjem og fortsætte festen sammen med en kun alt for villig ægtemand. Åhhhh … og da skulle et klogt menneske nok have ladet den sidste flaske champagne stå ….
  • Staun: Det er synd, vi ikke har web-kamera. Et blik på mig, og du ville have vidst, at her sad din overmand i smerte og rakte ud efter sine tabte hjerneceller med en rystende, leverplettet hånd, og ligvæskerne sivende ud af mundvigene.
  • Andersen: Dejlig beskrivelse dér, Susanne. Sender mine allerinderligste kondolencer! Og må tilstå at det glæder mig, at jeg ikke er alene.
  • Staun: PS: Der er lige en lille detalje i konkurrencen (som jeg HAR vundet) du bør have indblik i: Klokken 08.15 i morges sad jeg hos tandlægen (i Birkerød) og fik en rodbehandling.
  • PPS: Næste gang vil jeg være fuld sammen med dig, så er jeg da sikker på, tingene går ordentlig for sig.
  • PPPS: Og mens jeg skrev ovenstående, spiste min kat den 1 dc Peach Melba-youghurt, som jeg i forståelse for tingenes tilstand havde tiltænkt min mave som dagens første forsøgsvise fødeemne. Nu er der kun afgrunden tilbage.
  • Andersen: Ok. Rodbehandling kan jeg ikke slå. Hvad lavede jeg kl. 8.15 – åh ja, det var der jeg lå på mine knæ og kastede op, sekundet inden jeg skulle formå at følge 1 stk. forsømt barn i børnehaven. Og jeg trækker lidt på det der med næste gang ….. Men skal det være, så GERNE sammen med dig.
  • Birgitte Krogsbøll: åhr I stakkels ofre. Mit hjerte vånder sig i . ja… direkte… empati med jeres skamferede sjæle og legemer. Ae ae.. stakkels jer. Har i så forresten bemærket, at man når man brækker sig i den situation, kan smage, hvad det var man drak? Fx cognac? Martini? Og så blandet med den camembert man spiste? Eller pizzaens ostemængder? nåh….
  • Staun: OST! Det var lige præcis den smagssensation, der slog mig første gang. Anden gang kunne jeg kun smage mavesyre.
  • Andersen: Du mener den der blanding af sur champagne og panodil? Ja tak. Men vi behøver ikke genoplive indtrykket for min skyld! Vi bevæger os trods alt stadig på grænsen til, at det kunne ske igen.

Og så videre

Men det var jo slet ikke det, jeg ville tale om! Jeg ville jo bare prale lidt, så det gør jeg: Førnævnte skønne mand skrev altså, som følger:

“Krimier er der nok af. Gode krimier er der knap så mange af. Ofte står klicheerne i kø. Tit er sproget trivielt. »Mine piger«, Susanne Stauns seneste roman om adfærdspsykologen dr. Fanny Fiske, hører til de skønne undtagelser. Toptunet spænding.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *