Kategorier
Uncategorized

Sådan opfinder man en pige …

… er den lortetitel, Caitlin Morans debutroman endte med at få. Tør den ikke af på mig: Jeg har kun oversat og ellers siddet og krympet mig, mens sælgerne (tror jeg, det var) fandt frem til det mest lamme bud.



Der er heller ikke tale om et litterært mesterværk her, men om en gedigen omgang sjofelheder begået af Lady Sexeventyr – det hele pakket ind som roman og ingen fejl på det, bare vi ved, hvad vi taler om.

Jeg var særlig glad for den passage, hvor hun læser og beskriver for sin røvsyge kæreste og ender med at citere Rutger Hauers berømte sidste suk fra Bladerunner



Jeg har set angrebsskibe i flammer ved Orion og kosmiske stråler glimte i mørket i nærheden af Tannhäuser Gate – i mine trusser. 

Bogen byder på et mageløst kapitel, der beskriver, hvordan man overlever kæmpepikken, der har givet sin ejermand tilnavnet Big Cock Al:  


“Hold da op!” siger jeg – så meget fra koncepterne, at jeg kommer til at tale som en skorstensfejer med cockney-accent, der lige har fået øje på en sixpence af sølv.

“Jeg ved det godt,” siger Al med den veludrustedes dovne, triumferende smil.

Nu er sagen jo den, at alt, hvad jeg hidtil har læst, har givet mig den utvetydige opfattelse, at jo mere penis der er, jo bedre. Jilly Cooper har været meget, bogstavelig talt bestemt her: Mænds pikke er fundamentalt som festbuffeter – det giver ingen mening at tale om, at der er for meget. Hvis man ikke har appetit til det hele samme aften, i festens hede, kan man simpelthen vita-wrappe resten og spise det til morgenmad næste dag – ren forkælelse.

Men det er klart ikke relevant i dette tilfælde. Denne penis er så stor, at den er sundhedsfarlig. Hvis jeg skal risikere at få bare halvdelen af den op i mig, er det nødvendigt at have et hold ambulancefolk i nærheden, sæt en frygtelig ulykke skulle indtræffe – ligesom de har i de farlige sving på Formel 1-banerne.




Let’s be honest: Pik fylder rigtig meget i ungpigebevidstheden, og Sådan opfinder man en pige er en coming of age-roman. Så alt er, som det skal være. Men hvis jeg nu skal være helt fair, så byder Moran også på nogle intense, forbilledlige udredninger om fattigdom, her lagt i munden på hendes store kærlighed, Kite:  


“Nej – den store forskel mellem de rige og de fattige er, at de rige er lykkeligt uvidende. De tror ikke på, at noget nogensinde er virkelig skidt. De er født med et dejligt teflonlag af lykkelig uvidenhed – ligesom babyens små, fine hår – og den belægning bliver aldrig skrubbet væk af en regning, der ikke kan betales; et barn, der ikke kan få en uddannelse; et hjem, man må forlade til fordel for et herberg, når lejen bliver for høj.”


Læs den nu bare. Den er übersjov og -klog.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *