Kategorier
Uncategorized

Om at fryse & lide med fotografer

I dag brokkede en af mine søde kolleger sig over at skulle fotograferes udendørs i denne hæslige novembertemperatur. “Gyser på forhånd ved tanken om at skulle stå stille mindst en times tid og agere fotomodel på en vindblæst plæne i Kongens Have,” skrev hun.

Til hvilket jeg kun kunne sige: “Kylling”. Det er altid en udfordrende oplevelse at tage på tur med en fotograf.

Som fx dengang Lærke Posselt besøgte mig en sen september  og lagde ud med at bede mig spille druknet  i en pool, hvis temperatur var 15 grader, hvorefter hun gennede mig op på et støvet høloft, hvor jeg skulle agere heks iført tynd latexregnfrakke, indkøbt på Camden Market for 30 år siden, sammen med en kat, som vi bildte os ind var forhekset.

Dette blev fulgt op af en tur til det lokale hospitals obduktionsafsnit, hvor meningen var, at jeg skulle smide alt tøjet, lægge mig på et obduktionsbord – dog med et hvidt lagen på – og agere død. Heldigvis var lyset for dårligt, og stemningen ikke helt i top, så det droppede vi. Hvad vi derimod ikke droppede var hendes sidste geniale ide, som indtraf ni timer, efter hun var kommet:

Op i et badekar med mig og ned under vandet, igen og igen og igen. Det endte med, at jeg til sidste havde slugt så meget vand, at jeg skød op af badekarret, ud det, løb hen over gulvet, som var vådt, og faldt i alle hendes ledninger, hvorpå jeg kastede alt det badevand, jeg havde slugt, op. Ikke særlig hverken behageligt eller yndefuldt. Heldigvis kørte hun hjem kort efter …

Men der kom der to interessante billeder ud af, det, der hænger allerøverst i min blog, og det her:

Som i øvrigt endte med at hænge inde i Politikens forhal i forbindelse med en portrætudstilling. I lufthavnen i Nice mødte jeg for et års tid siden Stephanie Surrugue, som fortalte, at hendes eks havde købt et print af det, og at jeg nu hang i hans stue. Må man virkelig det? kunne jeg ikke lade være med at tænke.

Posselt jog mig i øvrigt også rundt i haven ved skumringstid iført et par “sigende” gummihandsker med det formål, tror jeg, at være på én gang kunstnerisk og spooky. Det lykkedes ikke helt:


Året efter var det Sofie Amalie Klougarts tur til at jage mig rundt i Vesterbros baggårde i frostgrader kun iført en uforet, kort læderjakke, og ikke nok med det: Jeg skulle partout også have hendes mormors strømpebukser over hovedet, hvilket resulterede i et billede, der har skræmt en del, og som utallige har bedt mig fjerne, når jeg en gang imellem bruger det som profilbillede på Facebook.

Det endte på forsiden af Informations krimitillæg forrige år og fik overskriften Krimikrigeren. Hvad skal man også med elefanthue, når man kan låne Sofie Amalies mormors nylonstrømper?

Historien om Kåre Klistermærke – endnu en udmarvende oplevelse med en fotograf, som jeg havde den ære at ledsage en hel dag på Krimimessen – kan du læse her, bare så vi er helt enige om, at det er HÅRDT og KOLDT at være i nærheden i fotografer.

Men så var der dengang, jeg blev bedt om at gå amok på en søndagsudgave af Politiken. Jeg kan ikke huske, hvad artiklen gik ud på, men kun hvor saligt det var at blive bedt om at sønderlemme en avis med en saks. Det skal dog siges, at autenticiteten af et fingeret raserianfald skæmmes noget, når kravet lyder, at man skal kunne se, at der er tale om SØNDAGS-POLITIKEN.

Så det der med Kongens Have i lidt novemberblæst, kære kollega, det er INGENTING. Sådan nogle sessions er altid for kolde eller for varme; de tager altid for lang tid, men det er også altid underholdende, når nogen gider lege. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *