Kategorier
Uncategorized

Kvalitetslitteratur

I dag kan alt fra Jens Smærup Sørensen til Leif Davidsen ryge på bestsellerlisterne, hvad der gør diskussioner om ’kvalitetslitteratur’ versus ’bestsellerlitteratur’ meningsløse. Det er i det hele taget et mageløst uforskammet begreb: ’Kvalitetslitteratur’. Og en for læseren umådeligt nedladende diskussion: ”Hvordan skal vi få folk til at læse ’kvalitetslitteratur’?” Hvad nu, hvis det faktisk forholder sig således, at læsere ikke vil hverken købe eller låne denne Kvalitetslitteratur, fordi det simpelthen er falsk varebetegnelse? Fordi Kvalitetslitteratur i virkeligheden bare er … uvedkommende? Ét stort paradenummer? Og omvendt med ’bestsellerlitteratur’ – måske er (noget af) den i virkeligheden af høj kvalitet?

Således de gammelkendte, men alligevel kætterske tanker, som den amerikanske litteraturkritiker B. R. Myers nedfældede i en lillebitte bog med titlen A Reader’s Manifesto: Et angreb på den voksende prætention inden for amerikansk litterær prosa, med pennen rettet mod så store ikoner som Annie Proulx, Paul Auster, Cormac McCarthy og Don DeLillo. Deres prosa, viser han i tekstprøve efter tekstprøve, svælger i en så primitiv form for skaberi, er så gentagelsesproppet … Min far var nærig; min mor var ødsel. Hun brugte penge; det gjorde han ikke. (Auster: “Hand to Mouth“) … så elementær i sin syntaks og så aldeles bedøvende i sit overforbrug af ordspil, at den ofte er mindre krævende læsning end den semi-trivi, som genreværker almindeligvis hævdes at repræsentere.

Disse forfattere har så store egoer, hævder Myers videre, at de alene for prætentionens skyld kaster sig hovedkuls ud i sætninger, der på overfladen glimter og glitrer, og som får de pågældendes bøger til at fremstå som én lang, narcissistisk billedtekst til fotografiet på inderflappen; en tekst, som vel at mærke ikke tåler nærmere granskning.

Og læserne? I stedet for at gennemskue den meningsløse onani med ord konkluderer de simpelthen, at disse ikoners hjerner er for store til dem, disse bøger for svære. Myers omtaler litteraturkritikerne i USA, som var de arbejdsbierne i Orwells Sandhedsministerium, der efter endt arbejdsdag går til fest hos Proulx, Auster, McCarthy og DeLillo, ned over hvem priserne af samme grund regner – alt sammen på bekostning af genreforfattere, der uanset hvor velfortællende og velformulerede de er, får røvtur i anmelder- og prismaskinen. Anmeldere og priskomiteer er nemlig lige så store narcissister som forfatterne selv og frygter, at deres hjerneceller i al offentlighed vil blive vejet og fundet for lette, såfremt de tager tøjet af kejseren og offentligt indrømmer, at han er splitternøgen, eller anmelder en genreforfatter med samme rummelige sindelag.

Lyder det som en beskrivelse af forholdene på en fjern planet? Tryk på overskriften og læs Myers artikel i Atlantic Monthly.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *