Kategorier
Uncategorized

Kunst, kitsch og krimimesse … kronik i Politiken d. 28. marts 2009

Arrangørerne af den årlige Krimimesse ved noget, som arrangørerne af den mere finlitterære festival, Vild med ord, skal skrive sig bag ørerne: Kun forfattere er vilde med ord i næsten vilkårlig rækkefølge. Læsere er stort set udelukkende vilde med ord i den ganske specifikke rækkefølge, der resulterer i gode historier.

Ved krimimessen i Horsens, som i år foregår i denne weekend, mødes gamle og unge, etablerede og helt spæde danske krimiforfattere med et udvalg af norske, svenske, engelske og en enkelt amerikansk kollega til en bogmesse særligt tilegnet deres genre, eller mere præcist: hele spændingsgenren, for thrillere og gysere er også repræsenteret. Krimimessen forløber som alle andre bogmesser, men er præget af en mærkværdigt lettet atmosfære, som ikke kun kan tilskrives den overdådige middag, forfatterne trakteres til, men nok så meget den kendsgerning, at de er uglesete i bredere skønlitterær sammenhæng og måske her føler sig befriet for al den skam, der følger i kølvandet på at være, lyder dommen, kommerciel i modsætning til finlitterær.
Læg hertil det forenende element, at ikke én eneste lille genreforfatter fik en eneste lille rød reje af Statens Kunstfond ved sidste års uddeling, hvilket er en ganske præcis afspejling af tingenes tilstand generelt.

I den skønlitterære verden er man ikke kun irriteret på krimier, fordi de fylder for meget på Bogmessen og optager pladserne på bestsellerlisterne, man ser også ned på dem, og ikke nok med det: Somme bruger afstandtagen til krimier til at positionere sig selv som elitær: Da en glad kulturkendis på sin Facebookside annoncerede, at hun glædede sig til at se filmatiseringen af ’Mænd, der hader kvinder’, fik Wannabe-Eliten ualmindelig travlt med at kundgøre, at de i hvert fald ikke havde læst den bog og absolut heller ikke havde til hensigt at gøre det. En quick & dirty måde at profilere sig selv på.

Måske forholder det sig sådan af helt reflektoriske årsager, der stammer fra dengang, hvor genrelitteratur – her brugt i betydningen: den brede vifte af spændingslitteratur — var det, man forsvandt i, når man træt kom hjem fra arbejde og kun ønskede at drukne i behagelige, stedfortrædende universer — det hed eskapere i min ungdom. For hvis jeg tjekker med mine gamle opslagsværker, bl.a. Writer’s Encyclopedia fra 1983 (sic!), så er definitionen på ’genrefiktion’ et begreb, der bruges i forlagsindustrien til at beskrive kommercielle romaner, såsom krimi, kærlighedsromaner og science fiction. Hvis man er kommerciel, så gør man det for pengenes skyld: Man laver et produkt, hvis salgspotentiale, man mener, er optimeret.

Er kærlighedsromaner og science fiction dér, hvor man henter pengene hjem i Danmark version 2009? Næppe. Faktisk kan jeg ikke mindes nogensinde at have set de genrer på en dansk bestsellerliste, men alene den mere nutidige arvtager til kærlighedsromaner, chicklit, der opfylder kvinders inderste ønske, nemlig at læse om sig selv. Men udelukker disse medfødt lavbrynede kategorier, at der inden for deres rammer kan laves kvalitetslitteratur? Nej, og det er Fay Weldon (chicklit) og Ursula K. LeGuin (science fiction) gode eksempler på. Begge disse forfattere var i øvrigt pensum på universitetet dengang i firserne, så det med at passe på, hvad man siger om genrerne, kan begynde her: Deres membraner er ikke uigennemtrængelige.

Så vidt, så godt: Bogeskapisme er en død sild, arvtageren er tv. Men krimi som kommerciel? Vi har i dag en bestsellerliste, hvor krimigenren klart fremstår som kommerciel underholdning alene på grund af dominansen. En bestseller betyder, at forfatterens tur til banken er en god tur. Stieg Larsson har nærmest ejet bestsellerlisten i 2008/9, mens danske krimiforfattere som Anna Grue, Elsebeth Egholm, Sara Blædel, Sissel-Jo Gazan og især Jussi Adler-Olsen blandt mange andre også har haft store aktier i den. Men, igen, det har Jens Smærup Sørensen, Helle Helle, Khaled Hosseini, Erling Jepsen og Jens Christian Grøndahl, blandt andre, altså også. Betyder det så, at sidstnævnte skøn- og finlitterære forfattere også er forfattere til kommerciel underholdning? Eller er vi her ude i, at »mange læsere påskønner disse bøger«? Er der ikke noget om, at hvis for eksempel en så fremragende forfatter som Jens Smærup Sørensen ender på bestsellerlisten, så er det, fordi han er fremragende i modsætning til kommerciel, mens Jussi Adler Olsen er der, fordi han er kommerciel, og Stieg Larsson, fordi han er død, hvad der må være den mest kommercielle foreteelse nogensinde og i hvert fald det bedst tænkelige salgsfremstød, man kan gøre for sine tvivlsomme arvinger.

Kendsgerningen er, at alle forfattere, selv den mest brændende nørd, ønsker at sælge bøger, og uanset salgstal: altid flere bøger. Der er både penge og et almenmenneskeligt bekræftelsesbehov på spil her, og når mere finlitterære forfattere siger, som de ofte gør, at de gerne vil have flere læsere, betyder det så i virkeligheden ikke, at de gerne vil have flere købere? Lad det være hævet over enhver tvivl: Alle forfattere er kommercielle i hjertet. Men hvad er det så, der gør krimien til skønlitteraturens Big Mac? Jamen, det skyldes da så indlysende, at den ikke anses for værende kunst. Nu ved jeg ikke, hvad kunst er, og jeg har i årenes løb spurgt mange æggehoveder, der heller ikke vidste det. Alle er dog enige om at kunne genkende fænomenet, når de støder på det, ligesom Monty Python heller ikke var i stand til at definere en papegøje, men så udmærket kunne at udpege en, når de så den.

Vi er alle enige om, at ’Macbeth’ og det Sixtinske Kapel er kunst. At Rembrandt, Shakespeare og hele den liga er kunstnere. Men når vi møder et 139 x 119 cm stort lærred på Tate Modern, som udelukkende fremviser en fin blå farve, så er vi mange, der bliver i tvivl. Hvorfor er det nu kunst? Så jeg bliver nødt til igen at dykke ned i en (denne gang mere nutidig) ordbog. Kunst er, står der, en skabende virksomhed f.eks. inden for musik, litteratur, malerkunst eller film som har til formål at fremkalde særlige sanseindtryk hos tilskueren og give dem en særlig menneskelig oplevelse.

Denne definition overlader kunstens identifikation til den enkelte: Det, der fremkalder særlige sanseindtryk hos mig, gør muligvis intet indtryk på dig, og så er ballet jo åbent for kronhjorte ved skovsøer og grædende børn, for der må være rigtig mange mennesker, hos hvem denne type maleri efterlader ganske betydelige sanseindtryk. Men de er ikke kunst, de er kitsch, fordi, gætter jeg mig til, det sanseindtryk, de lefler for, er romantisk henholdsvis medlidende, dvs. lavere og forudbestilte følelser, i modsætning til en særlig følelse. Er det, fordi man mærker en hensigt og bliver forstemt? På samme måde hævdes pornografiske tekster ikke at kunne være kunst, fordi de alene lefler for læserens lyst, men igen er ’Fanny Hill – en glædespiges erindringer’ et godt eksempel på membranens gennemtrængelighed.

Er det så den principielt samme leflen, som gyser-, krimi- og noirforfatteren Steen Langstrup gør i, når han indleder ’I skyggen af Sadd’ således: Der er altid en speciel stemning i bilen, når man kører gennem Byen med et lig omme bagi. En anelse trykkende, lidt som om stilheden vejer noget. Den dybe brummen fra motorens otte cylindre og vinduesviskernes rytme kommer på en sær måde til at ligge neden under stilheden. Langstrup forudbestiller, at vi læser videre ved at benytte sig af det gemene kneb, det er at lefle for vores nysgerrighed: Hvad laver han med et lig i bilen? Betyder den nysgerrighed, han hermed planter, at bogen som helhed ikke er kunst?
Nej, det betyder, at den indtil videre er godt håndværk. Senere hen får han os til at gyse, og spørgsmålet er så, om tilstedeværelsen af nysgerrighed og gys udelukker, at denne bog ved nærmere eftersyn kunne vise sig at være et kunstværk?

Jeg kommer uvægerlig til at tænke på diætisten, der udtalte, at det ikke så meget var det, man spiste, som det man ikke spiste, der var problemet. Det var med andre ord i orden at spise en ristet med det hele, bare man også huskede at spise en gulerod. Så Steen Langstrup kunne jo, trods de ristede elementer, nysgerrighed og gys, også tænkes at diske op med gulerødder?

Og sandt for dyden om ikke også Shakespeare, som ingen ville kunne påstå ikke var kunstner, forudbestilte følelser: Han skrev komedier for at få folk til at grine, tragedier for at få dem til at græde. Som en service fortalte han dem tilmed, hvad de kunne forvente, så de var psykologisk primede til aftenens udrensende underholdning: ’Hamlet, prins af Danmark’ hedder faktisk ’Tragedien om Hamlet, prins af Danmark’. Så gad vide, om Willy ville have kunnet få kunststøtte, hvis han havde levet i dag og i samme grad havde insisteret på at vække specifikke følelser? Langstrup, som lefler for min nysgerrighed, har i fjorten år og stort set som den eneste serviceret Danmark med litteratur fra mørket uden nogen form for statsstøtte overhovedet. Var det ikke for ham, havde vi simpelthen ikke gysere og generel noir i voksenhøjde her i landet. Men det er altså ikke kunst, lyder dommen. Det er underholdning. Måske er det den gamle opfattelse, at kunst og underholdning er modsætninger, der ligger til grund for Kristian Ditlev Jensens oplevelse: »Efter at jeg engang havde læst en tekst op på (Forfatter)skolen, fik jeg reaktionen: »Det var vel nok en underholdende tekst«. Og det var ikke positivt ment«.

Er kriteriet for kunst så, at det skal være kedeligt og for enhver pris ikke må være underholdende? I så fald er det fine blå lærred på Tate Modern stor kunst, for det er begrænset, hvor længe man gider kigge på det, uanset den fine blå farve: Der er intet at udforske, intet at fortabe sig i, det afstedkommer ingen særlige følelser, men nogenlunde de samme som Sadolins farvekort kan præstere. Men kunne der bag den forkætrede underholdningsdimension ikke gemme sig noget andet: Noget med at blive grebet? Personligt kunne jeg da ikke drømme om at læse en bog til ende, hvis den kedede mig. Jeg vil da gribes, ud på kanten af stolen og sidde der med mine særlige følelser og vibrere over mødet med det, Joyce Carol Oates kalder en klimprende sjæl. Jeg vil have nerve, jeg vil have, der skal være noget på spil.

Af erfaring ved jeg, at netop de saliggørende elementer kan findes overalt, i en krimi, i en såkaldt ’smal’ novellesamling eller i et digt. Genrer er ligesom ideer, hverken værre eller bedre end det, forfatteren stiller op med dem. Et digt er næsten født højbrynet, men hvis Andrew Marvell i sit til fortærskelse berømte digt, ’To His Coy Mistress’, havde udtrykt sine følelser anderledes og anråbt elskerinden således: »Tiden går, baby/det er kriminelt at holde mig hen/jeg vil have sex nu«, var det nok ikke endt som fast pensum i de gymnasiale studieplaner.

En krimi defineres alene ved, at der foreligger et mord og en efterfølgende opklaring, en thriller ved, at der foreligger en forbrydelse, som bliver personlig. De genrekrav er ganske enkelt ikke snærende nok til at dræbe et kunstværk, ligesom krimi- og thrilleringrediensernes fravær i skønlitteratur heller ikke automatisk sikrer et lødigt produkt. Min påstand er, at alle genrers membraner er gennemtrængelige, og kunst kan opstå, hvor som helst det gode håndværk møder den klimprende sjæl.

Det er derfor stærkt beroligende at finde samme rummelighed i udgangspunktet for Statens Kunstfonds nuværende tremandsudvalg, som på Kunstfondens hjemmeside kundgør: Vi vil gerne sikre en kunstnerisk bredde, og derfor er det vigtigt at kunne erkende kvaliteten i arbejder, som måske ikke rammer én selv så dybt. En afvisning må f.eks. ikke være begrundet på rene idiosynkrasier eller personlige aversioner imod bestemte genrer eller former for litteratur.

Desværre kunne man ved sidste års uddeling konstatere et misforhold mellem vision og praksis, idet seks ud af ti legatmodtagere var dimittender fra Forfatterskolen, en skole som – hvis nogen skulle være i tvivl – udklækker smalle forfattere og ikke hverken episke eller genreforfattere.
Dette misforhold bliver så meget desto mere tydeligt derved, at ikke en eneste genreforfatter blev tilgodeset ved sidste års uddeling. Problemet er primært homogeniteten, som indlysende forløber på bekostning af mangfoldigheden i dansk litteratur og retfærdighedsfølelsen hos et stort segment af danske forfattere, og i modstrid til det udtalte ønske om at sikre en kunstneriske bredde. Homogeniteten i anvendt kunststøtte anno 2008 er en afspejling af homogeniteten i tremandsudvalgets sammensætning, idet Repræsentantskabet for Statens Kunstfond for årene 2008-2010 har udpeget ikke mindre end to smalle forfattere, der oven i købet begge er dimittender fra Forfatterskolen. Det tredje medlem, formanden, er mag.art. og lic.phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og udpeget af kulturministeren.
Det er en sammensætning, der gør, at mange genreforfattere på forhånd opgiver at søge for at spare sig selv for den ydmygelse, som de af erfaring ved er den fremherskende følelse efter et afslag.

Det ville være befriende, hvis ordbogsdefinitioner fra 1983, andre forældede sandheder og mangfoldige fordomme kunne vige til fordel for et mere nutidigt klarsyn, for 1983 var ikke året, hvor spændingsgenren besluttede sig for at stivne i sin gamle støbeske, og det var 2008 bestemt heller ikke. Tværtimod ville selv den største finlitterat ved nærmere eftersyn kunne forvisse sig om, at disse genrer har et umådelig stort potentiale for at udvikle sig, sprænges og begynde at sprælle, og at det, by the way, faktisk allerede er sket. En større åbenhed, en større beredvillighed til ved selvsyn at se tingene efter i sømmene ville være forløsende. Endnu bedre ville det naturligvis være, hvis Repræsentantskabet for Statens Kunstfond erkendte behovet for et bredt sammensat udvalg og i næste ombæring ville udpege en genreforfatter til Statens Kunstfonds tremandsudvalg. Det ville være på høje tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *