Kategorier
Uncategorized

Krimimesse 2012

Krimimessen er uden tvivl det store årlige forårshøjdepunkt for enhver krimiforfatter med respekt for sin klub, og lejrskolestemningen havde ikke lidt overlast af Jens Andersens lille bøvs i Berlingeren. Litteraturredaktør Andersen gav kort inden messen udtryk for, at han fandt krimiforfattere kedelige og konventionelle og derfor “blev hjemme på divaneseren” [sic]. Det var klubben godt nok forarget over, ikke fordi det har noget på sig, tværtimod skulle jeg mene, men fordi det er betænkeligt, at en litteraturredaktør på et større boulevardblad på denne måde udskiller og afviser en hel genre. Anne Grue, som pt er ambassadør for Litteratursiden, tog til genmæle her



Nå, pyt! De kedelige og konventionelle er nemlig gode til at have det sjovt uanset, hvad og hvem og hvad de siger, og  der er en del ikke-særlig-kedelige traditioner forbundet med krimimessen:


Backseat girls …




















Tradition nummer 1: 


Anna Grues bil lastet med udvalgt kvindemateriale; luftfugtigheden der langsomt stiger; kulminationen: I år var det at ryste maver ad lurende bilister ved rasteplads. Dét har jeg bestemt INGEN billeder af.




















Tradition nummer 2:  Stegt flæsk på Dollys fredag aften. Vi plejer at være tolv. I år var vi 30. Krimimessen har virkelig fået vokseværk. Og så fatter jeg ikke, hvorfor det altid lykkes Bjertrup (babe’n til højre for Grue) at ende med åben mund på billeder. Er du sulten, skat?

Tradition nummer 3 må lige vente lidt ..

Arrangementets primus motor, Vibeke Johansen, bedre kendt som Krimimor, havde igen hektiske, røde pletter på kinden. De lignede i betænkelig grad sidste års røde pletter og må tilskrives den omstændighed, at Krimimor var omkringfarende, faktisk så omkringfarende, at det ikke lykkedes mig at fange hendes hektiske, røde pletter med mit lille Instamatic. Men du kan se dem ret tydeligt på billedet fra sidste års krimimesse nedenfor.  

På Dollys lod Grue sin fine, lille operettesopran runge i en af mange rygepauser. Om det var “Ole sad på en knold og sang”, det gik ud over,  kan jeg ikke lige huske. Og nej, Anna har ikke fået hat. Det blonde stykke bag Anna er Anne-Marie Vedsø Olesens hår. Hvad Vedsø laver der? Holder sig for ørerne, går jeg ud fra.


Jyllands-Postens utrættelige Jesper Stein, som af uransagelige grunde altid betoner, at han SOVER ALENE, var usædvanlig venlig — han har et dårligt rygte som småsur og jysk på den ufede måde, hvilket selvfølgelig betyder, at han holder igen med komplimenterne, hvad pigerne ikke kan lide. Her er han tvunget til at smile en anelse sammen med fandens fotogene Vedsø — you know, hende dér Operaelskeren, som lige har udgivet Glasborgen, metafor for Københavns opera, og skrevet librettoen til Orkestergraven, som lige nu spiller på Fyns Opera. 



Suzys lille kamera nåede desuden at fange THE HAMMERS: Lotte gik desværre tidligt i seng — hvorfor gør du altid det, Lotte? — mens Søren gav taxamanden en tusse for at køre ned på tanken efter en karton Cecil, så han kunne holde sig i live til næste morgen  — eller sådan lød de ondsindede rygter i hvert fald. Heh! Her kolporteres gerne. For øvrigt sås HE-Hammer Søren meget sent lørdag aften i intim — well, det så i hvert fald hyggeligt ud — samtale med Lotte Petri. 
(Viderebringer kun de rygter, jeg ikke har fået eksplicit forbud mod at viderebringe, og det er desværre ganske mange. Folk er sarte …)

Også i år opførte Sara Blædel sig upåklageligt — desværre! Når vi nu ved, hun gør det andet så godt. Hendes stakkels Lars måtte desværre tilbage til fastlandet, dvs, øhm, Øen, med en influenza, der nogenlunde tilsvarede min LUNGEBETÆNDELSE — fik I den? 



Om lørdagen var det arbejdsdag som sædvanlig. Mest spektakulære arrangement var selvfølgelig prisoverrækkelsen, hvor det nystiftede Dansk Horrorselskab gav Steen Langstrup den meget tiltrængte pris for Årets Horrorudgivelse. Han burde selvfølgelig for længst have fået en Life Time Horror-award for trofast at have serviceret Danmark med horror i over tyve år og stort set som eneste mand på brættet. Man kan på billedet nedenfor opleve Bjertrup, som holdt talen for ham, med munden nogenlunde lukket. Særpræget.

Det Danske Kriminalakademi overrakte Palle Rosenkrantz-prisen for årets bedste krimi/spændingsroman til Leif G.W. Persson for Den Døende Detektiv, hvilket jeg, som også var nomineret, og som er en notorisk ugenerøs dårlig taber, kun kan beklage. Harald Mogensen-prisen for årets bedste danske krimi tilfaldt Erik Valeur for Det syvende barn.

Tradition nummer 3 er naturligvis kæmpemiddagen lørdag aften for 300 letpåklædte krimiforfattere, forlagsfolk, bibliotekarer og kendisser. Sidstnævnte kategori inkluderede i år den amerikanske ambassadør, Laurie S. Fulton, som Sara B er blevet veninde med, og som efter eget udsagn elsker krimier (og Jylland). Det absolut bedste ved Ms. Fultons tilstedeværelse var bestemt den samtidige tilstedeværelse af hendes personlige PET-bodyguards. Sara Blædels kilde i politiet, den nu pensionerede NN, som altid gerne vil være anonym, gav mig 20 minutter til at lokalisere disse PET-mænd blandt salens 300 gæster. Det tog mig 20 sekunder: De var de eneste, der drak vand. Og så var de også i kategori Pæn-Plus. Og havde IKKE maver.

Men her er udsigten fra min tallerken. Jeg er helt ikke sikker på, hvad Surrugue prøver at forklare Palle, men det ligner et … hjerte?




I hvert fald var Palle (som stadig sidder på pude) lykkelig den aften.


De her to mænd, Niels Beider, min redaktør på Gyldendal, og Jannik, ser anderledes ubekvemme ud. I wonder why! Men Janniks moderigtige briller er et nærstudie værd. Selv fatter jeg ikke mit eget stærkt beduggede look taget i betragtning, at aftenen på det tidspunkt ikke var særlig fremskreden, men det kunne skyldes de fine vine, som vinklumnisten Niels Lillelund som altid havde indsmuglet.




Så er der honorable mention til Lene Kaaberbøl for at donere en dåse Whiskas til undertegnede fordi 1. Jeg vil være hendes hvalp og 2. Anna Grue og jeg lammetæskede læserne i Wordfeud og ikke fik nogen gaver af DR af den grund, hvilket klart må være en fejl.  I baggrunden Saras Lars og KRIMIMOR, Vibeke Johansen. 


Men kære Kaaberbøl: Mange tak for mad! Det varmede mit missehjerte. Et skvæt engelsk sauce, og så gled den dåse sgu ned som et anaconda-hjerte, mjavende hele vejen til maven, hvor den straks gav sig til at spinde.

Nedenfor: Kaaberbøls, makker, Agnete Friis, og Modtryks Nanna Rørdam Knudsen.





Mænd med hestehaler var i overtal på Hotel Scandic Bygholm, som udmærker sig ved fraværet af små flasker fra Ole Henriksen og tilstedeværelsen af en kæmpe sæbedispenser med påskriften: SÆB&SHAMPOO. De to mest spektakulære hestehaler tilhører Palle og Langstrup:


Hvis du kigger godt efter kan du se Lotte Petri (Søren Hammers udvalgte) lige mellem hestehaledrengene og bag hende vinkyper Lillelund i fortrolig samtale med Tao og Bjørnvig.

Undskyld til alle de andre flotte, smukke, dejlige, sjove, velklædte og uhyrlige krimiforfattere, som jeg ikke nåede at forevige, udstille, pege fingre ad og fortælle løgnagtige historier om. Det skyldes udelukkende, at jeg lørdag aften blev involveret i en konkurrence, der omhandlede mojitos — noget griseri med en anden kvinde, og som om det ikke var slemt nok, var griseriet en konkurrence om, hvem der kunne fralokke flest mænd  flest drinks på kortest tid. Dette medførte desværre ikke kun, at jeg ikke kunne holde det kamera stille, men foranledigede også, at jeg måtte forlade messen med en sæk over hovedet tidligt søndag morgen. Undskyld.

Mit absolutte yndlingsbillede fra dette års krimimesse er dette:

























Fordi det er mystisk. Hvad laver Surrugue og Vedsø  — i virkeligheden? Ja, de befinder sig på et toilet, det kan vi godt se, men af hvilken grund? Det kan man godt blive lidt i tvivl om.  

Og netop fordi det er mystisk, må det være det ultimative krimimessebillede. Alligevel dur det ikke at slutte med det. Vi bliver nødt til at få Tao med.

Ingen krimimesse uden Tao. Tak for denne gang. Vi glæder os til næste år. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *