Kategorier
Uncategorized

Krimimesse 08

Utroligt arrangement, må man sige, og stort set alt sammen den underskønne, utrættelige, immer-positive bibliotekar Vibeke Johansens fortjeneste. Kørte til Horsens med Anna Grue og sørgede for utilstedelig kvindehørm i hendes ellers meget velstøvsugede bil.

Sladder: 1. Bo Tao så betænkeligt UNG ud, bemærkede jeg til middagen om fredagen, hvor vi fik noget mærkelig jysk mad. (Gad vide, hvad han spiser, tænkte jeg apropos, og giv mig så det samme.) 2. Jussi Adler-Olsen kører rundt med gamle bananer i jeepen og 3. Annas pandehår havde issues med Anna.

Og så er der ikke mere sladder … Det er jo ikke sjovt at høre om, for eksempel, hvordan jeg brugte det meste af min energi på at sexchikanere Benni Bødker, noget, jeg naturligvis kun nævner, fordi det er blevet et begreb: “At give nogen en Benni Bødker” betyder simpelthen at faux-kurtisere en mand til vanvid, noget, der i øvrigt udelukkende kunne lade sig gøre, fordi Benni er redaktør på Gyldendal, og er man det, finder man sig i hvad som helst fra forfatternes side: Det står simpelthen på side 1 i Mahogniforlagets ansættelsesmanual: “Uanset hvad en forfatter måtte sige eller gøre af uanstændig og fornærmende karakter, uanset hvor uhyrligt det måtte forekomme, så smil venligt og bifaldende. En lille hul latter kan også være på sin plads. Det er nemlig ikke til at vide, hvornår selv den smalleste poet pludselig ligger nummer 1 på salgslisterne i denne uforudsigelige branche. Det er fyringsgrund, såfremt en ansat forglemmer eller forser sig i denne henseende.”

Og det var så stikordene, denne uforudsigelige branche:
Det bedste ved krimimessen var efter tre år igen at møde Steen Langstrup, som jeg ikke havde opført mig helt pænt overfor ved et lille run-in i 05. Heldigvis kan jeg godt finde ud af at sige undskyld, så det gjorde jeg, og superhyggelig samtale fulgte. Det næstbedste var den bog, han i mellemtiden havde skrevet, og som jeg har brugt så mange ord på at anbefale på min hjemmeside: “Hjælp, jeg vil skrive en best$eller.” Som jeg købte. Hvad du også burde gøre. Men der er alligevel noget, der ikke stemmer. For sidste års bedste read, Michael Katz Krefelds “Før Stormen” lever, hvis jeg ikke tager meget fejl, til fulde op til samtlige kriterierne for “bestseller”, men blev det ikke. Der er tale om en litterær krimi, der får Smillas fornemmelse for sne til at virke som en scifi-roman for unge bjørne: Krefelds heltinde, Maja, er fuldt ud i stand til at tage konkurrencen op med fr. Jaspersen (OG Lisbeth Salander, goddammit), hvad der også gælder bogens locations og håndteringen af disse. Krefelds sprog er flydende, uudfordrende uden at være banalt, sine steder morsomt og alle steder supereffektivt. Den er spændende, blodig, uden at være for blodig, smækfyldt med spændende research — eller bare viden, jeg ikke har, bl.a. om bilmotorer — i modsætning til den tunge, naturvidenskabelige ditto, der tvinger sideantallet op og øjnene i, og som jeg brokker mig over andetsteds. Spændingskurven holdes fra først til sidst, og den slår Smilla med mange hestehoveder, fordi den simpelthen har en fin slutning, en ikke-latterlig og fuldt ud slugelig slutning og frem for alt en, der gør, at man hellere end gerne læser næste nummer i serien.

Jeg købte den. Det burde du også gøre.

Så, hvorfor, Steen Langstrup, er den ikke blevet en bestseller? Den fik ellers masser af foromtale, fik oven i købet Palle Rosenkrantzprisen og vist endnu en, og forfatteren ligner en engelsk rockstjerne — hvad mere skal der til?

Det er sådan nogle historier, der tager modet fra mig, og sætter visse, gode anmeldere grå hår i hovedet. Og desværre er der rigtig mange af netop den type historie.

Mere intelligente, mindre ængstelige, mere humoristiske, mindre indebrænte læsere søges!

P.S.: Det samme gælder mænd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *