Bedste ti bøger nogensinde, meiner Meinung nach

Da jeg for ikke længe siden sad i et fly og opdagede, at min Kindle var udgået for batterisaft på et tidspunkt, hvor der var to timers flyvning tilbage, blev jeg nødt til at lege med den del af min iPhone, som det rent faktisk var muligt at bruge: notesbogen. Og eftersom jeg lige havde læst en bog, som jeg var så ovenud begejstret for — Tom Rachmans “The Imperfectionists” — at den så absolut måtte på LISTEN, besluttede jeg for første gang rent faktisk at skrive LISTEN, som indtil det tidspunkt alene havde eksisteret som bogforsider i min hjerne.

(Og apropos LISTER så sidder min ven Keith i disse dage i London og skriver LISTERNE, sine egne, altså, som er en årlig opgørelse over alt fra bøger til film til nekrologer. Tal om at være mærkelig!)

Romanerne på LISTEN havde — opdagede jeg, nu hvor jeg var tvunget til at tænke over det — følgende egenskaber til fælles:  For det første er der ikke en eneste dansk produktion imellem, for det andet er de i særklasse velskrevne og for det tredje sorte på den onde klinge. På hver deres måde gør de alle sammen ondt. Så hvis du er en af dem, der foretrækker Notting Hill frem for The Usual Suspects, aldrig kunne drømme om at se Antichrist, som ikke bryder sig om, at folk er for “underlige”, helst vil have bekræftet det gode i mennesket — allerhelst læse om dig selv — så er ingen af disse bøger noget for dig:

THE END OF ALICE (1996) af A.M. Homes (ej oversat)
GOD IS A BULLET (2002) af Boston Teran (ej oversat, kan ikke engang findes på bib.dk)
ACTS OF VIOLENCE (2010) af Ryan David Jahn (“Gode naboer” i Mich Vraas oversættelse)
THE IMPERFECTIONISTS (2010) af Tom Rachman (“De ufuldkomne” i Erik Barfoeds oversættelse)
PORTNOY’s COMPLAINT (1970) af Philip Roth (“Portnoys genvordigheder” i Arne Herløv Petersens oversættelse)
WE NEED TO TALK ABOUT KEVIN (2003) af Lionel Shriver (“Vi er nødt til at tale om Kevin” i Sara Kochs oversættelse)
THE CUTTING ROOM (2003) af Louise Welsh (“Det skjulte rum” i min oversættelse)
TO KILL A MOCKINGBIRD (1960) af Harper Lee  (“Dræb ikke en sangfugl” i Michael Tejns oversættelse)
THE DEATH OF BUNNY MUNRO (2009) af Nick Cave (“Bunny Munros død” i Mich Vraas oversættelse)
PURPLE HIBISCUS (2004) af Chimamanda Ngozi Adichie (“Lilla Hibiscus” i Lilian Kingos oversættelse)
ANIMALS (1995) af Simon Beckett (Hans debutroman: ikke oversat, findes ikke på Saxo og gudødeme heller ikke på Amazon. Resten af hans bedstsælgende titler er et katalog af elendigheder.)

Jeg orker simpelthen ikke at fortælle dig, hvorfor disse bøger — alle 11, okay, så kunne jeg ikke undvære nogen, og 11 er et primtal, så alt er godt — er fantastiske. Du må simpelthen bare tage mit ord for det — hvis, altså, du ikke tilhører den gemene hob, der synes, at FREEDOM er det bedste siden skiveskåret brød, går i læseklub og giver latterligt dårlige bøger for mange stjerner på Saxo.

Men lige én ting til, inden jeg går på puden: Det er interessant, at alle tror — altså alle, der har læst THE END OF ALICE — at A.M. Homes er en mand. Ingen kvinde, påstås, kan skrive om pædofili på en så direkte og sine steder lyrisk måde. Well: A = Amy, sådan er det bare. Med venlig hilsen til de mærkelige kvindemennesker, der fastholder, at Bitterfissen er en mand. Se nedenfor.